Pist!

Skrevet af: KitKat , lørdag, 3. juli, 2010
Kategorier: Børn, Hmm..., Sommer, Spørgsmål

Hov. Hvad er nu det? Stop lige en gang. Stop! Stoooop! Stop nu lige tiden, en eller anden, så jeg kan følge med igen, tak.

OM jeg fatter hvad der er blevet af de sidste 14 dage. Pist væk er de og bortset fra weekendvagter, aftenvagter, børneweekend og et enkelt stævnemøde med veninde, så kan jeg overhovedet slet ikke komme i tanke om hvad jeg har lavet.

Andet end i dag, selvfølgelig. I dag kan jeg godt huske. Ikke så underligt, da det har været en skelsættende dag, for den person hele mit liv drejer sig om for tiden. Mit afkom! Eller altså. JEG synes det har været en skelsættende dag. Vi har nemlig været ude og bade, nemlig har vi så. Med bøffen. Hun elskede det! Hun hvinede og skreg af fryd og gik fuldstændig bananas i det dejligt kolde vand. Og jeg svang hende rundt så vandet brusede og min kæreste, som syntes vandet var koldere end de acceptable 2 cm, stod ved bredden og tog det ene billede efter det andet af vores vidunderlige unge. Og så op og guffe en halv banan og drikke lidt af fars cola og så i vandet igen. Hun var slet ikke til at styre. Det var fantastisk og jeg er så lykkelig for at hun kan lide vand lige så godt som jeg kan.

Men undskyld. Hvad skete der lige for de andre forældre? Ja, jeg spørger bare. De gik lige så stille rundt og dyppede deres små børn meget forsigtigt ned i vandet, som om det var farligt. Og så hurtigt op igen. Jeg forstår det ikke. Men det er måske bare vores unger der ikke kan få det vildt nok…

Og hvis nogen så kan forklare mig, hvorfor vores var den eneste unge der ikke havde badetøj på, ville jeg blive glad. Kæmpestore badedragter med ben i og alting, havde de, alle de andre børn. Allesammen. Ikke meget bevægefrihed dér. Men det er måske ikke det, det handler om?

Nå. I må have mig undskyldt. Min kæreste er sendt til noget rockfestivitas af en art og bøffen sover og jeg må tilbage til min rosé og mine jordbær. Roséen smager godt nok af sure tæer, men sprut er jo sprut. Eller noget.

(Og forøvrigt. Ingen underlige poser eller noget andet usædvanligt den fire-åriges taske denne gang. Selv om vi nu godt kunne have brugt et par sandaler til ham. Men sådan er der jo så meget. Hæh.)

4 Responses to “Pist!”

Anna Siger:
søndag, 4. juli, 2010 kl.09:06

Herligt med en mini-vandhund. Min ældste var skrækslagen for vand, og skulle tilvænnes meget langsomt, så vi var nogle af dem, der gik forsigtigt rundt. :)

Det meget tøj er solbeskyttelse. Babyhud er ret sart, så det skal jo faktor 1000 til. Tøj giver næsten 100% beskyttelse, og så slipper man for at smøre ind konstant, når ungen tuller i sandet eller er blevet tørret efter badeturen.

KitKat Siger:
mandag, 5. juli, 2010 kl.20:45

Må indrømme at det slet ikke var faldt mig ind at børn kunne være bange for vand, men nu forstår jeg bedre. :)

Det med badetøjet tænkte jeg nok, men altså. De er jo ikke heldragter, så ungen skal jo smøres ind alligevel (bøffen bliver det i faktor 2000 fordi hun er rødhåret). Så betyder det da ikke så meget om man også lige skal smøre ryg og mave også. Og så kan det da være ligemeget… Synes jeg.
Men. Faktisk så syntes jeg hun så lidt nøgen ud, i forhold til de andre børn, og jeg lurede lidt på om jeg skulle købe en badedragt til hende… Men det er jo min blufærdighed, der spiller ind der. Ville da være synd, at hun skulle lide under den. Ikke? ;)

yida Siger:
lørdag, 10. juli, 2010 kl.21:46

altså mine har badetøj på fordi jeg nok er en kylling og frygter at en eller anden syg (mands)person får noget udaf at glo på MIT barn nøgen – gav det mening ? og jeg fatter altså heller ikke de “våddragtsagtige” bade outfits !

KitKat Siger:
søndag, 11. juli, 2010 kl.20:33

Jo, det gav udemærket mening. Men jeg nægter at tænke i de baner. Der er fandme ikke nogen mandspersoner, eller kvindepersoner, der skal få noget ud af at se mit barn nøgen. Hvis jeg lader som om den slags ikke eksisterer i min verden, så gør den det nok heller ikke. Eller noget. ;)

 

Leave a Comment

*
For at bevise at du er et levende menneske, og ikke en ond spam-ting, skal du lige skrive det ord du kan se i billedet. Klik på billedet for at høre en lydfil af ordet (På engelsk).
Click to hear an audio file of the anti-spam word