Om gyserfilm.
Kan i huske filmen The Blair Witch Projekt? En film der angiveligt skulle være klippet sammen af råfilm, optaget i en skov af tre unge mennesker umiddelbart før deres mystiske forsvinden. Sagde de, dem der reklamerede for filmen. Og jeg troede på det.
Nårh, hvor var jeg skræmt fra vid og sans. Virkelig. ikke alene handlede gyserfilmen om noget der var sket i virkeligheden, det var sørme også de rigtige optagelser. Med rigtige mennesker, ikke skuespillere. Rigtige følelser, ikke forestillinger. Skide uhyggeligt var det, og i dag snakke min eksmand stadig om hvordan hans hånd blev klemt og bidt i og æltet fra alle ender og kanter i den time og atten minutter filmen varer. Dog anede jeg enkelte fejl, ting jeg ikke helt kunne forstå, så da filmen var slut og lige inden rulleteksterne begyndte, stoppede jeg båndet (Jep. Det var på video. Jep. Det er længe siden), for at se det der stod med småt. Stor var min lettelse da der i utvetydige vendinger stod, at det hele var fiktion. Jeg kunne trække vejret igen.
Min eksmand derimod, han var ikke så overbevist, så han gik direkte i computeren og fandt denne side, som vi mente var så gennemført på alle måder (jaja, jeg ved det, men det var i internettes barndom og vi åd det hele råt, for pokker), at det kun kunne være rigtigt. Og så blev jeg bange igen. Faktisk så bange at jeg ikke turde lægge mig til at sove i to uger eller så. Og meget ofte vågnede midt om natten og måtte tænde lyset. Uha. Jeg var virkelig skræmt over at sådan noget virkelig kunne ske i virkeligheden. Og tænkte at når heksen, eller hvad det nu var, kunne komme efter de tre hovedpersoner i filmen, i virkeligheden, så kunne hun jo lige så godt komme efter mig. Jeg var virkelig virkelig ræd.
Heldigvis var der efter et par uger en venlig sjæl der overbeviste mig om at det var en hoax og så var jeg glad igen. Faktisk har jeg set filmen mange gange siden, og synes nu faktisk at den er rigtig god. Og morer mig lidt over hvor stor effekt usminkede skuespillere og et par håndholdte kameraer havde på mig. (Og fortæller kun få, at hvis jeg er i skoven i tusmørke, så vil jeg gerne snart hjem, tak.)
Og nu, cirka ti år efter, har de gjort det igen. Usminkede skuespillere og håndholdte kameraer. Nøjagtig samme koncept, bare en anden handling. Filmen hedder Paranormal Activity. Forskellen er kun at jeg denne gang ikke troede det var ægte råfilm. Nåh ja og så at den er pissedårlig og det er nogle elendige skuespillere, men det er ikke væsentligt. Det der er væsentligt er, at jeg har gjort det igen. Jeg ved det er en film, jeg ved det ikke er sket i virkeligheden og jeg ved hvad det er for virkemidler de bruger, men den skræmte mig alligevel. Så når jeg ligger vågen der i mørket i sengen om natten (hvilket sker en del efter jeg har fået barn), og hører den der underlige metalliske lyd inde i væggen (som sikker et huset der giver sig), som vi aldrig hører om dagen (sikkert fordi der er så meget anden støj), så bliver jeg helt bange. Og er liige ved at tænde lyset. Men jeg gør det ikke. (For hver gang de har tændt lyset i filmen og lagt sig til at sove igen, så bliver det endnu værre.)
Leave a Comment