Ferie, endelig ferie.
Nå, men jeg har jo så altså fået ferie nu. Det blev fejret på behørig vis i fredags på McDonalds med unger og Happy Meals og legetøj. To æsler kunne det blive til. Så hele fredag aften og hele lørdag formiddag har den 4-årige været nervøs for at det var hans æsel, hver gang bøffen var i nærheden af et æsel. Og selv om det sjældent var hans æsel bøffen var i nærheden af (ja, til sidst var jeg nød til at lave et mærke på bøffens, så vi kunne kende forskel), så var det alligevel en følelsesmæssig nedtur for ham, for så betød det jo at hans eget æsel var væk, og det var ganske forfærdeligt. Pyh altså. Det var lidt hårdt. Hvis ikke bøffen skreg fordi han forsøgte at tage æslet fra hende, så skreg han fordi hans eget var væk. Til sidst var jeg lige ved at smide de skide æsler ud.
Men vi overlevede og lørdag middag kørte vi nordpå (uden æsler). Vi kørte nordpå for at rejse til Kina. Og Peru. Og Australien og Congo og Grønland. Og for at ride på hest og klappe geder. Og hoppe på hoppepuder. Og glo på høns. Og spise frokost under gamle frugttræer. Og for at set det hele fra oven og for at spise is. Vi kørte til Klejtrup, gjorde vi. Og så på verden. Og jeg fandt ud af at jeg er en hønemor. For det der udsigtstårn… Uha. Der var godt nok lidt langt ned og jeg var skidebange for at bøffen skulle falde ned. Selv om hun virkelig skulle kæmpe en kamp for at komme ud gennem tremmerne, så var jeg skidebange for at hun skulle falde ned. Og vi var ikke andet end lige kommet op, før jeg hev bøffen op på armen og gik ned med hende igen. Hm. Så lærte jeg dét.
Og så var vi jo i Legoland i tirsdags. Fordi min mor ikke har kræft, hurra. Og bortset fra at der var pikkevarmt og der var titusindvis af mennesker og den 4-årige brækkede sig to gange og den 12-årige var totalt præ-teenager og jeg var lige ved at få hedeslag, så var det en god tur. Men hold kæft det var svært at komme ud af sengen og på arbejde dagen efter. Dét skal vist arrangeres lidt bedre hvis vi skal afsted en anden gang.
I dag har bøffen været rockersur der meste af dagen. Ved sgu ikke lige hvad der har stukket hende. Tænder måske. I hvert fald har hun haft sutten rigtig meget og savlet en hel del. Jeg må tilstå at jeg gav hende en panodil inden sengetid, fordi jeg ville være sikker på hun ikke havde ondt. Det er slemt nok at hun igen er begyndt på nærmest at skrige sig i søvn når hun kommer i seng om aftenen, jeg orker simpelthen ikke at hun skal vågne i nat og ikke falde i søvn igen, fordi hun har ondt et eller andet sted. Det er nok et levn fra tiden med mellemørebetændelse. Og jeg føler mig som den dårligste mor i verden fordi jeg propper min unge med smertestillende medicin, selv om jeg ikke er sikker på at hun har ondt. Øv øv.
Mens min kæreste puttede bøffen (hun skreg kun i 5 minutter denne gang siger han), var jeg ude at cykle. Jeg er blevet så lad på det sidste og det skal være slut nu. Jeg tror jeg er i dårligere form end da jeg røg en pakke cigaretter om dagen og det er så meget ikke i orden, og når mine knæ ikke kan holde til at løbe, så må jeg cykle. Heldigvis kan jeg lide det, så det gør ikke så meget.
I morgen tager vi til Viborg. Min absolutte yndlingsby. Ved ikke hvorfor, men det er dér jeg hører til. Kan mærke det helt ned i tæerne, når jeg nærmer mig. Ush, jeg glæder mig. I morgen bliver også en god dag.
(Ps. Jeg har ikke glemt dig, Karina, jeg skal bare lige…)
WoooHooo!!!
Legoland, here we come!
Agurk.
Selv Wulf kan løbe tør for gode ideer i sommervarmen.
Det er i øvrigt sådan jeg har haft det de sidste par dage. Med et par opkastninger oveni. Men jeg er ved at komme ovenpå igen, tror jeg. I går spiste jeg et halvt æble, fem franske kartofler og tre mariekiks. I dag har jeg spist en toast, en digestive-kiks, fire kødboller og en ret stor portion frisk pasta med tomatsovs. Det er da fremskridt, ikke?
I morgen er jeg frisk på at tage med min fru moder på sygehuset og få besked om at hun selvfølgelig ikke har kræft og på tirsdag tager vi alle ungerne med til Legoland. Hvis altså at min fru moder ikke har kræft. Hvis min fru moder har kræft, så bliver jeg sgu nok hjemme.
Onsdag, torsdag og fredag venter arbejdet og så har jeg fannerme FERIE! Hørte i det? Jeg har FERIE! Og jeg trænger i dén grad. På FREDAG har jeg FERIE, FERIE, FERIE, endelig FERIE!
Pyh, varmt.
Pyha, jeg kan næsten ikke holde ud at være her i dag og i morgen bliver det endnu varmere. Og regnvejr. Og jeg skal på arbejde. Jeg kan næsten ikke overskue det. I stedet for vil jeg meget hellere og rigtig gerne det her, sammen med bøffen:
Og hvis nogen kan forklare mig hvorfor 4-årigs mor har sendt tre par lange bukser og et utal af langærmede bluser med, men kun ét par shorts og kun én kortærmet t-shirt, så kom frisk. Jeg fatter ikke en bønne. Bruger hun ikke vejrudsigt eller hvad?
Om Kbh’s hjemmepleje.
Jeg har kun to ting at sige om de problemer der i øjeblikket er i den københavnske hjemmepleje:
- Jeg fatter ikke hvordan det kan lade sig gøre.
- Jeg vil gerne vide hvordan man gør. Jeg vil da også shoppe i arbejdstiden.
Aj, det gas. Faktisk så er jeg pissesur. Det er fandme at tage pis på folk. Og nu skal vi allesammen i den offentlige sektor igennem rivemaskinen én gang til, fordi nogle tror at vi allesammen gør sådan. Jeg er så hamrende trrrrræt af det.
Igen allerede? Ja sgu!
Selv om jeg kun arbejder 30 timer om ugen og ikke skal transportere mig længere væk end tyve minutter i bil, så har det her liv med arbejde, kæreste og børn altså taget pusten lidt fra mig. Jeg synes jeg har travlt. Og jeg har slet ikke tid til alt det jeg gerne vil. Jeg forsøger at finde en balance, og gøre en lille smule af det hele, måske ikke hver dag, men så i hvert fald hver uge, men det er svært.
Nogle gange er det så længe siden jeg har læst i min bog, at jeg ikke kan huske hvad der er sket sidst, og jeg er nød til at læse tilbage. Og når jeg endelig finder strikketøjet frem, har jeg glemt hvor jeg er kommet til. Jeg kan ikke huske hvornår jeg har været ude at cykle sidst og jeg savner at sidde og stirre ud i luften og lave ingenting. Og det tager mig minimum to dage at se en film. Men sådan er det vel at få børn. Og det er sgu okay, jeg ville ikke undvære bøffen for nogen pris. Men jeg savner at blogge. Sådan rigtigt blogge.Ikke blogge fordi jeg tænker at det er længe siden og nu må jeg hellere, men fordi jeg har lyst.
Så. Der var en gang hvor ingen blogtanker var for store eller små. Og hvis jeg på nogen som helst måde skal have held til at fortsætte bloggeriet, så er det vist det jeg skal finde tilbage til. Derfor vil jeg for eftertiden (Nej, det er ikke et løfte. Man skal ikke love noget man ikke er sikker på at kunne holde) skrive endnu flere mere eller mindre ligegyldige og intetsigende indlæg her på siden. Mit håb er at der ind i mellem vil komme et enkelt guldkorn eller to, men det er ikke et must. Det er bedre at fremstå som komplet idiot, end slet ikke at blogge. Tror jeg. *
Nogen der vil høre om hvor dårligt jeg har sovet i nat? **
*Nej jeg véd det. Jeg har prøvet helt at lade være med at blogge. Det var rædselsfuldt. Meget værre end at fremstå som komplet idiot. -Det har jeg nemlig også prøvet.
**Ærligt. Det kunne faktisk blive et rigtig godt ligegyldigt og intetsigende blogindlæg. Det er jeg sikker på.
Pist!
Hov. Hvad er nu det? Stop lige en gang. Stop! Stoooop! Stop nu lige tiden, en eller anden, så jeg kan følge med igen, tak.
OM jeg fatter hvad der er blevet af de sidste 14 dage. Pist væk er de og bortset fra weekendvagter, aftenvagter, børneweekend og et enkelt stævnemøde med veninde, så kan jeg overhovedet slet ikke komme i tanke om hvad jeg har lavet.
Andet end i dag, selvfølgelig. I dag kan jeg godt huske. Ikke så underligt, da det har været en skelsættende dag, for den person hele mit liv drejer sig om for tiden. Mit afkom! Eller altså. JEG synes det har været en skelsættende dag. Vi har nemlig været ude og bade, nemlig har vi så. Med bøffen. Hun elskede det! Hun hvinede og skreg af fryd og gik fuldstændig bananas i det dejligt kolde vand. Og jeg svang hende rundt så vandet brusede og min kæreste, som syntes vandet var koldere end de acceptable 2 cm, stod ved bredden og tog det ene billede efter det andet af vores vidunderlige unge. Og så op og guffe en halv banan og drikke lidt af fars cola og så i vandet igen. Hun var slet ikke til at styre. Det var fantastisk og jeg er så lykkelig for at hun kan lide vand lige så godt som jeg kan.
Men undskyld. Hvad skete der lige for de andre forældre? Ja, jeg spørger bare. De gik lige så stille rundt og dyppede deres små børn meget forsigtigt ned i vandet, som om det var farligt. Og så hurtigt op igen. Jeg forstår det ikke. Men det er måske bare vores unger der ikke kan få det vildt nok…
Og hvis nogen så kan forklare mig, hvorfor vores var den eneste unge der ikke havde badetøj på, ville jeg blive glad. Kæmpestore badedragter med ben i og alting, havde de, alle de andre børn. Allesammen. Ikke meget bevægefrihed dér. Men det er måske ikke det, det handler om?
Nå. I må have mig undskyldt. Min kæreste er sendt til noget rockfestivitas af en art og bøffen sover og jeg må tilbage til min rosé og mine jordbær. Roséen smager godt nok af sure tæer, men sprut er jo sprut. Eller noget.
(Og forøvrigt. Ingen underlige poser eller noget andet usædvanligt den fire-åriges taske denne gang. Selv om vi nu godt kunne have brugt et par sandaler til ham. Men sådan er der jo så meget. Hæh.)
Om gyserfilm.
Kan i huske filmen The Blair Witch Projekt? En film der angiveligt skulle være klippet sammen af råfilm, optaget i en skov af tre unge mennesker umiddelbart før deres mystiske forsvinden. Sagde de, dem der reklamerede for filmen. Og jeg troede på det.
Nårh, hvor var jeg skræmt fra vid og sans. Virkelig. ikke alene handlede gyserfilmen om noget der var sket i virkeligheden, det var sørme også de rigtige optagelser. Med rigtige mennesker, ikke skuespillere. Rigtige følelser, ikke forestillinger. Skide uhyggeligt var det, og i dag snakke min eksmand stadig om hvordan hans hånd blev klemt og bidt i og æltet fra alle ender og kanter i den time og atten minutter filmen varer. Dog anede jeg enkelte fejl, ting jeg ikke helt kunne forstå, så da filmen var slut og lige inden rulleteksterne begyndte, stoppede jeg båndet (Jep. Det var på video. Jep. Det er længe siden), for at se det der stod med småt. Stor var min lettelse da der i utvetydige vendinger stod, at det hele var fiktion. Jeg kunne trække vejret igen.
Min eksmand derimod, han var ikke så overbevist, så han gik direkte i computeren og fandt denne side, som vi mente var så gennemført på alle måder (jaja, jeg ved det, men det var i internettes barndom og vi åd det hele råt, for pokker), at det kun kunne være rigtigt. Og så blev jeg bange igen. Faktisk så bange at jeg ikke turde lægge mig til at sove i to uger eller så. Og meget ofte vågnede midt om natten og måtte tænde lyset. Uha. Jeg var virkelig skræmt over at sådan noget virkelig kunne ske i virkeligheden. Og tænkte at når heksen, eller hvad det nu var, kunne komme efter de tre hovedpersoner i filmen, i virkeligheden, så kunne hun jo lige så godt komme efter mig. Jeg var virkelig virkelig ræd.
Heldigvis var der efter et par uger en venlig sjæl der overbeviste mig om at det var en hoax og så var jeg glad igen. Faktisk har jeg set filmen mange gange siden, og synes nu faktisk at den er rigtig god. Og morer mig lidt over hvor stor effekt usminkede skuespillere og et par håndholdte kameraer havde på mig. (Og fortæller kun få, at hvis jeg er i skoven i tusmørke, så vil jeg gerne snart hjem, tak.)
Og nu, cirka ti år efter, har de gjort det igen. Usminkede skuespillere og håndholdte kameraer. Nøjagtig samme koncept, bare en anden handling. Filmen hedder Paranormal Activity. Forskellen er kun at jeg denne gang ikke troede det var ægte råfilm. Nåh ja og så at den er pissedårlig og det er nogle elendige skuespillere, men det er ikke væsentligt. Det der er væsentligt er, at jeg har gjort det igen. Jeg ved det er en film, jeg ved det ikke er sket i virkeligheden og jeg ved hvad det er for virkemidler de bruger, men den skræmte mig alligevel. Så når jeg ligger vågen der i mørket i sengen om natten (hvilket sker en del efter jeg har fået barn), og hører den der underlige metalliske lyd inde i væggen (som sikker et huset der giver sig), som vi aldrig hører om dagen (sikkert fordi der er så meget anden støj), så bliver jeg helt bange. Og er liige ved at tænde lyset. Men jeg gør det ikke. (For hver gang de har tændt lyset i filmen og lagt sig til at sove igen, så bliver det endnu værre.)
Orden i sagerne.
Vi har den 4-årige hjemme denne weekend. Jeg fik den størsteste krammer da jeg hentede ham i børnehaven og de andre fik, da jeg kom hjem med ham. Han har helt sikker savnet os lige så meget som vi har savnet ham. Efter en lidt hektisk eftermiddag svineåd alle unger hjemmelavet pizza og lækker grøn salat til aftensmad og guffede sig bagefter igennem et bjerg af labre larver og vingummibamser til Disney sjov for lidt siden. Ren råhygge var det.
Min kæreste gået op for at putte de to små og jeg har mig en lille hyggestund, inden han kommer ned igen. Jeg sidder og tænker over hvor rigtigt det føles når vi er sammen hele familien og jeg tænker lidt (men prøver at lade være) over hvor længe det får lov at vare ved. Altså hvor længe der kommer til at gå, inden det føles som om den 4-årige er en gæst i huset og ikke en del af familien. Længe forhåbentlig.
Og så tænker jeg over at mens ungerne så Disneysjov og åd sig en mave til i snolder pakkede jeg 4-årigs weekendtaske ud. Og undrede mig. Og jeg undrer mig stadig. For i tasken lå et par bukser og seks fryseposer med tøj i. På poserne står der: Nattøj, Pænt tøj til søndag, x-tra sæt, Undertøj, lørdag, og så er der en pose med tre par strømper uden tekst. Og et par bukser uden pose. Det er noget af det mest underlige jeg længe har set og for at i ikke skal tro jeg lyver og fortæller historier, så har jeg foreviget øjeblikket med et fotografi.
Vi overvejer at købe en ekstra rulle fryseposer til hende, vi kan jo nødigt have hun løber tør. Næh hov, vent lidt. Den lilla pose er ikke en frysepose. Hun er allerede løbet tør…
Sing it out loud.
Jeg mistede mit cool i går, og kom op at skændes med en kollega. Det handlede om mange ting og nok også lidt om at jeg rent faktisk havde været lidt muggen på hende siden i fredags, men hun sluttede af med at sige: Og nu har du siddet her i en halv time!
Jeg véd at jeg burde have kigget stille og køligt på hende og sagt: Ja, jeg sad her for en halv time siden og nu sidder jeg her igen. I stedet røg jeg helt op i det røde felt og spruttede: Beskylder du mig for ikke at lave noget? Og helt ærligt, uanset hvor svær jeg synes hun er at arbejde sammen med, så er det fandme ikke i orden at kommunikere med en kollega på den måde. Det er ikke konstruktivt. Men nu er banen da i hvert fald kridtet op og hun er klar over at hun ikke skal udstikke mig hvordan jeg skal tilrettelægge mit arbejde, hun er klar over at hendes arbejde ikke er vigtigere end mit og hun er klar over at jeg ikke billiger de stasimetoder hun bruger som arbejdsredskaber. Og jeg er klar over at jeg brænder en sikring, når nogen beskylder mig for ikke at lave noget. At i ved det!
—
På den positive side kan jeg fortælle at Fed Fredag i Friheden er et genialt koncept. En hel koncert for en flad hundredeseddel. Jeg havde det lidt blandet først, men da jeg holdt op med at se på The Asteriod Galaxy Tour som et gymnasieband med en lille pige i klæd-ud-tøj i spidsen, og ignorerede at det så ud som om de kedede sig røven ud af bukserne, så var det en ganske fantastisk oplevelse. Faktisk så blev jeg til sidst så fascineret af sangerinden at hun blev helt diva-agtigt at se på. Mystisk. Og jeg synger stadig.
Sing it out loud, gonna get back honey. Sing it out loud, get away with me. Sing it out loud on a trip back honey. Sing it out loud and let yourself free… (Hey. Det var sgu da det jeg skulle have gjort i går…)
Arrrgh!
Kan ikke finde ud af det med gravatar. Hvordan gør i?!?
Long time, no see. (-Kæft et langt indlæg!)
Forleden dag fandt jeg en af mine gamle bekendte på Facebook. Vi chattede lidt og han fortalte mig, at han ligger i krig nærmest, med sin eks. Om børnene selvfølgelig. Hun drikker og hun drikker sammen med børnene og nogle gange slår det klik for hende og hun river tøjet af dem og smider dem udenfor og låser døren. Og kalder dem billige ludere og andre ubehagelige sager. Og nu, fordi han forsøger at få forældremyndighed, så er hun altså blevet vred. Siger hun vil komme listende om natten. Slå ham ihjel. Tage børnene med og slå dem ihjel. Politiet kan ikke gøre noget. De skal have fysiske beviser. Myndighederne kan heller ikke gøre noget. Når forældrene ikke kan blive enige skal det gå rettens vej, siger de, og det tager den tid det tager. Ikke noget med at fremskynde noget. Næsten ikke til at fatte. Vel?
Sammenlignet med min bekendtes problemer, så er dem vi har latterligt små i forhold til. Alligevel har jeg svært ved at forstå hvordan man kan tage en 4-årig dreng, fjerne ham fra sin far og søskende (og mig), hvor han har boet i et år, og placere ham hos hans psykisk syge mor, ene og alene fordi det ville være helt og aldeles ganske forfærdeligt for ham at skulle skifte børnehave. Men det er nok bare mig.
Ok. Ret skal være ret. Der var en begrundelse mere. At vores familie skulle blive yderligere belastet, nu hvor den 12-årige er flyttet ind. Har moren sagt. -Til den børnesagkyndige. Uha. Hun skulle bare vide, og det skulle dommeren i øvrigt også, hvor meget nemmere alting er blevet, nu hvor den 12-årige er flyttet ind. Men sådan er der jo så meget.
—
Den 12-årige er flyttet ind. I huj og hast og et par måneder tidligere end det var planlagt, men det gør ikke noget, for det går bare så godt. Han er er en god og kærlig dreng, glad for sine små søskende og meget glad for at være her. Og ikke nogen belastning overhovedet. Nærmere tværtimod. For man kan altid få ham til at gå ud med skraldespanden og tømme opvaskemaskine og han er supergod til at lege med og hygge omkring de små. Og han elsker det. Og når de voksne så lige har fattet at de rent faktisk har et skolesøgende barn i huset og husker at han skal have gymnastiktøj med om tirsdagen og husker at melde til og fra diverse fritidsarrangementer, så er der vist ikke nogen der har noget at sætte fingre på.
Og så er den 4-årige flyttet ud. Som i vel nok kan forstå. Vi er meget bekymrede for hvordan det skal gå ham, når han nu skal til at bo sammen med sin mor igen, for den måde han har opført sig på, når han er kommet hjem fra weekendbesøg hos hende, og de få ting han har fortalt, er ikke opløftende. Vi håber at vi formår at trække så meget i den anden retning end hendes, at han kan vokse op og blive et rimeligt fornuftigt menneske alligevel. Og mens vi venter på det, nyder vi at her er blevet mere ro, og vi kan få lov at koncentrere os om vores andre børn (og jeg kan få overskud til at blogge igen)(og motionere), uden der står en overstimuleret 4-årig og kræver vores opmærksomhed konstant. Men for fanden, hvor er her stille!
Bøffen! Min lille unge. Åh, hun har bare været så dejlig de sidste par dage. Hun havde ellers lige en uges tid hvor hun var ved at drive både os og dagplejemoren til vanvid. Hver gang noget gik hende imod, og det var tit, meget tit, spændte hun op som en flitsbue og skreg og skabte sig og fægtede vildt med armene. Eller smed sig på gulvet og skældte ud. Og bagefter var hun meget ulykkelig og græd som pisket. Nogle gange kunne vi næsten ikke få hende til at holde op igen. Vi har været meget glade for sutten de dage. Heldigvis hold skaberiet op i forgårs og lige pludselig bum, i går aftes, begyndte hun at gå sådan rigtigt. Hun gik og gik og gik ude i gården, det var helt utroligt. Og hun kommer når man kalder og rejser sig op når man siger det til hende og hun er bare blevet så klog. Hun siger vuv vuv vuv når hun ser en hund og miiiier, når hun snakker med den kat vi langt om længe har fået anskaffet os. Jeg skal da lige love for at det var et spring der ville noget denne gang. Og jeg er bare så stolt over min lille store unge.
Og ja. Vi har fået kat. Et stor lækker gråstribet hankat. Tre år gammel, steriliseret, øremærket og vaccineret og købt hos kattens værn til den nette sum af 1000 kroner. Han har ikke noget navn og der har været mange oppe at vende, men der er ikke rigtig noget der klinger. I øjeblikket overvejer vi KujonÅge, fordi han er en kujon og stikker af når områdets andre katte kommer tæt på og fordi han ligner min første kat, der hed Åge. Frygtløs er også klart en mulighed, som en slags omvendt psykologi, men lur mig om ikke han bare ender med at komme til at hedde Mis. Jeg tror det.
Ikke så meget om jobbet. Det går fint. Jeg får blå mærker og hiver mig i håret, så alt er som det skal være. Life is good.
Bumbum.
Der er ikke mange ord i mig for tiden. Eller. Der er masser af ord i mig, men jeg bruger dem bare så meget ude i den virkelige verden på nyt job, indflytning af 12-årig i huj og hast, snarlig afslutning af retsagen om 4-årigs bopælsadresse, begejstring over grønne bøgegrene og alt muligt andet i en stor pærevælling, at jeg tilsyneladende har mistet enhver evne til at skrive bare et enkelt lille bitte indlæg herinde. Jeg gætter på at det bare er noget midlertidigt, så hav tålmodighed med mig, alle mine kære to læsere, hvis altså i stadig er her, jeg har ikke glemt jer. 
All that.
Sidst jeg så ham, var han sådan her: “Jamen jeg ved jo at jeg er så lækker at alle piger vil knalde mig, så jeg kon jo lige så godt sige med det samme, at det kan vi godt.” Så det sagde han. “Jo, vi kan godt gå hjem og knalde” sagde han. Og det var skam ikke fordi jeg havde givet ham anledning til at tro jeg ville knalde. Næh, han var bare så overbevist om sin egen lækkerhed at han ikke kunne forestille sig at jeg ikke ville knalde og gik lige til sagen med det samme. For at spare tid måske. Han havde bare lige overset den lille detalje at jeg kuns ville sige hej og snakke, fordi det var 14 år ca. siden vi sidst så hinanden. Jeg opgav ret hurtigt at ovebevise ham om at han ikke var all that og at jeg ikke var interesseret, og gik min vej. Det var simpelthen for pinligt.
I dag så jeg ham igen. Hans datter er lige begyndt hos vores dagplejemor. Jeg blev helt befippet. Jeg håber virkelig, virkelig, virkelig at han ikke kan huske vores sidste møde.
En milliardmillion.
Jeg har strikket den gule til bøffen færdig. Aldrig har en strikkeopskrift voldet mig så mange problemer. Og aldrig har jeg hæftet så mange løse ender, så stor var glæden, da jeg var færdig. Lige indtil bøffen fik blusen på. Og jeg ved godt at jeg har en stor unge, så jeg havde selvfølgelig målt efter, med en anden af hendes bluser der er godt stor, men det var åbenbart ikke nok, for den er for lille, den gule. Pisoglort. Så nu har jeg sendt sms til gravid eks-kollega at hun har bare at få en pige, når hun skal føde her om et par uger, ellers så taler jeg aldrig til hende igen. Ja, for nogen skal det jo gå ud over, ikke? Og jeg skal jo have noget at mukke over, når nu jeg skal til at strikke en til, for hun SKAL have én nu, bøffen. En der passer, denne gang. Mor er blevet stædig. Så må vi jo se hvor lang tid det kommer til at tage at strikke dén, for i over morgen starter jeg jo på arbejde, og så kan jeg jo ikke sådan lige bruge en times tid hver formiddag.
Og nu vi er ved det med arbejde. Jeg er allerede sådan helt forpustet ved tanken om at jeg skal i gang. Heldigvis er bøffen begyndt at sove bedre, men alligevel altså… Hvordan pokker får man tid til at have et arbejde? Jeg synes jeg har rimeligt at se til uden. Hvordan i alverden skal jeg dog finde 30 timer om ugen til at arbejde i? Nå. Men andre gør det jo, andre arbejder endda 37 timer om ugen, så jeg kan vel også. Men jeg har ikke lyst. Seriøst, hvis jeg vandt den helt store lottogevinst, så ville jeg aldrig arbejde igen. Jeg har slet ingen problemer med at få tiden til at gå, tvært imod synes jeg slet ikke døgnet har timer nok.
Tænk hvis jeg vandt en milliardmillion….
hold kæft, det gad jeg godt.
